Champagnens historie

Siden 1600-tallet

Champagnens historie

Siden 1600-tallet

Kendt siden 1600-tallet

Ingen ved i dag med sikkerhed, hvem der opfandt champagnen. De fleste tror (og franskmændene gør intet for at modsige det), at det var den franske munk Dom Pérignon, der opfandt champagnen i sin levetid fra år 1639 til 1715. Reelt set var han kendt for diverse forbedringer af allerede mere eller mindre kendte produktionsmetoder. F.eks. kan han tilskrives lukkemekanismen (trådnettet) omkring flaskens hals, som sikrede, at proppen ikke sprang i utide. Han var også ansvarlig for sammenblanding af druer fra forskellige marker.
Champagnen, som vi kender den i dag, har været kendt siden 1600-tallet, og det er i bund og grund en alkoholisk mousserende drik, hvor boblerne skabes af kulsyren i anden-fermentering.

Læs mere

Der er helt bestemte regler for, hvornår man må kalde mousserende vin champagne. En af reglerne er druerne. Der er syv druer, man må lave champagne på, men 99% af alle champagner er lavet på tre af de syv druer; Pinot Noir, Meunier og Chardonnay (de andre fire sorter er Pinot Blanc, Fromonteau Gris, Petit Meslier og Arbane). Chardonnay er den eneste grønne drue, men farven sidder i skallerne, så de bliver fjernet umiddelbart efter presning. Ved rosé lader man derfor drueskallerne ligge lidt længere med saften, så man får den røde nuance. Derudover skal druerne plukkes med hånden.

Champagnens lagring

Champagnen lagres i mindst 15 måneder for at udvikle bobler og ikke mindst smag. Den lagres i en kølig kælder og gærer langsomt, imens der produceres alkohol og kuldioxid. Champagneflasken placeres med bunden i vejret i en vinkel på 75 grader.

Champagnen opnår sine karakteristiske bobler ved en anden gæring på selve flasken af vin. Det er også i denne proces at boblerne, altså kulsyre, dannes. Hele hemmeligheden i at lave champagne ligger i anden gæringen, som foregår på flaske. Man vælger en basevin, sætter den første fermentering i gang (i kar, tre uger), og derefter hældes vinen på en meget tryk-stærk flaske. Her sker en sekundær fermentering i selve flasken.

Denne sekundære fermentering sættes i gang ved at tilsætte yderligere gær og sukker. Herefter skal champagnen lagres i mindst 15 måneder for at udvikle bobler og ikke mindst smag. Den lagres i en kølig kælder og gærer langsomt, imens der produceres alkohol og kuldioxid. Da kuldioxiden ikke kan undslippe flasken, fremkommer således boblerne. Efterhånden som gæringen skrider frem, dør gærcellerne og efter nogle måneder er gæringsprocessen tilendebragt. Champagnen fortsætter med at udvikle sig i kælderen over flere år, og det er dén proces, der giver de fine duft- og smagsnuancer.

Champagneskål med flere glas
Kort over champagne departement

"Le Remuage"

Efter lagringsprocessen fjernes gærcellerne gennem en proces der kaldes “Le Remuage”. Champagneflasken placeres med bunden i vejret i en vinkel på 75 grader. Hver dag går en mand gennem kælderen og drejer flasken 1/8 rundt – fortsat med bunden i vejret i en vinkel af 75 grader.  I dag har mange huse dog en maskine til nøjagtige samme bevægelse. Metoden tvinger de døde gærceller ned i nakken af flasken, hvor de efterfølgende skal fjernes.

Når man fjerner de døde gærceller, sænker man flaskehalsen ned i et iskoldt bad, hvorved halsen fryser. Det medfører, at bundfaldet fryser til en klump, som så skydes ud, når man fjerner kapslen på flasken og efterlader den fineste og reneste champagne tilbage. Metoden kaldes ”Dégorgement”. Nu mangler der så noget champagne i flasken, og det klares med den såkaldte “dosage”, som er en sirup, der skal fylde op og justere sødmegraden. Herefter monteres korkproppen, og korken får en frakke af stålnet omkring, så champagneproppen holdes på plads. Dette sker meget hurtigt, så man ikke mister kuldioxiden.

Der er altså en del karakteristika, der skal overholdes, før man må kalde mousserende vin for champagne. Men først og fremmest må man kun kalde en champagne for champagne, når den kommer fra Champagne området i Frankrig. De største områder ses her på kortet.

Læs mere

Champagnedistriktet strækker sig over fire departementer i Frankrig: Ardennes, Marne, Aube og Haute-Marne. Af disse er Marne det vigtigste departement for Champagne. Indenfor disse områder er der så igen en lang række områder, som alle er klassificeret efter et system i henhold til deres kvalitet.

Der er stor forskel på jordbundsforholdene m.m. i de forskellige områder. Nogle har med tiden vist sig mest velegnede til Chardonnay, mens andre har vist sig velegnede til Pinot Noir. I landskabet omkring Reims og Épernay taler man om tre centrale områder: Côte des blancs (hvor Chardonnay dyrkes), Vallée de la Marne (Meunier og Noir) og Montagne de Reims (primært Noir). Det er fra disse tre områder, at de fineste champagner stammer.

Champagne-regler

Så fattet i korthed gælder altså følgende regler, for at mousserende vin må benævnes champagne:

  • Håndplukkede druer
  • Området
  • Hovedsagligt 3 af 7 druer.
  • Minimum 15 måneder lagring
  • Bestemt produktionsmetode
Météyers marker i Champagne er et besøg værd. Champagneglassen Flútes Ballon er at fortrække for at få mest ud af champagnes aroma og smag